Licensaftale for Brønd 1. Aftalen Brønd udgives af Nhat Dang som privatperson. Når du bruger Brønd, accepterer du denne aftale. Accepterer du den ikke, må du ikke bruge Brønd, og du kan blot slette programmet. 2. Din ret til at bruge Brønd Brønd er gratis. Du får en personlig ret, der ikke kan overdrages, til at installere og bruge Brønd på dine egne computere. Du må ikke sælge, udleje eller videregive Brønd som en del af et produkt eller en tjeneste uden skriftlig tilladelse, og du må ikke fjerne oplysninger om ophavsret og licenser. 3. Sprogmodellerne Modellerne hentes for sig fra Hugging Face, når du beder om det, og har deres egne licenser. DFM-Mimir tilhører Danish Foundation Models (Apache 2.0). Talemodellen hviske-v6 er lavet af syv.ai (CC BY-NC 4.0) og må kun bruges ikke-kommercielt, så diktering og udskrift af optagelser må kun bruges til ikke-kommercielle formål. Brønd er et uafhængigt projekt og er ikke lavet eller godkendt af Danish Foundation Models eller syv.ai. 4. Svarene kan være forkerte Brønd skriver tekst med en lille sprogmodel. Svarene kan være forkerte, forældede eller ensidige, og modellen kan finde på navne, tal, kilder og begivenheder, der ikke findes, og fortælle dem lige så sikkert som det, der er rigtigt. Tjek vigtige oplysninger i en pålidelig kilde, og brug ikke Brønd alene til beslutninger om helbred, jura, økonomi eller sikkerhed. Du har selv ansvaret for, hvordan du bruger det, Brønd skriver. 5. Dine data Dine samtaler, noter, din hukommelse og dine optagelser bliver på din computer. Brønd har ingen konto, ingen sporing og sender ikke dit indhold nogen steder hen. Brønd går kun på internettet for at hente sprogmodellerne fra Hugging Face, når du beder om det, og for at se efter og hente nye versioner af Brønd, hvis du giver lov (se punkt 6). 6. Opdateringer Ved første start spørger Brønd, om den må holde sig selv opdateret. Siger du ja, gælder følgende: • Hver anden uge spørger Brønd, om den må se efter en ny version nu. Den ser kun efter, når du svarer ja. • Brønd henter da en lille fil fra broend.usual.dk med det nyeste versionsnummer. Forespørgslen indeholder intet om dig eller dit indhold, og serveren gemmer ikke din IP-adresse i sin log. • Er der en nyere version, henter og installerer Brønd den automatisk. Hver ny version er signeret digitalt af udgiveren, og Brønd installerer den kun, hvis signaturen er i orden. Den nye version tages i brug, når Brønd genstarter. Dine samtaler, noter, hukommelse og sprogmodeller bliver ikke rørt. • Kan Brønd ikke installere den selv, fx fordi programmet ligger et sted, hvor du ikke må ændre filer, får du i stedet et link til hjemmesiden. Siger du nej, ser Brønd aldrig efter nye versioner, og du kan selv hente dem på broend.usual.dk. Du kan ændre valget i Indstillinger når som helst. 7. Andres software Brønd bruger software fra andre under deres egne licenser, bl.a. Qt (LGPL 3) i Windows- og Linux-udgaven og Swift (Apache 2.0). Licenserne følger med programmet. 8. Ingen garanti Brønd leveres, som det er, uden nogen garanti for, at det virker fejlfrit, uafbrudt eller passer til et bestemt formål, i det omfang loven tillader det. Tag sikkerhedskopi af dine noter. 9. Ansvar Nhat Dang er ikke ansvarlig for tab, der følger af brugen af Brønd eller af det, Brønd skriver, herunder tabte data, indirekte tab og følgeskader, i det omfang loven tillader det. Ufravigelige rettigheder, du har som forbruger, begrænses ikke af denne aftale. 10. Ændringer og ophør Ændres aftalen væsentligt, bliver du bedt om at acceptere den igen. Du kan holde op med at bruge Brønd når som helst ved at slette programmet og dets mappe med data. 11. Lovvalg og kontakt Aftalen følger dansk ret. Kontakt: Nhat Dang, nhatdang (snabel-a) gmail.com, broend.usual.dk. Brønd 1.0.3